Dynamik
To linjer i opdragelsen
I har markant forskellige behov for struktur og rammer omkring børnene. Den ene læner sig mod faste aftaler og tydelige regler; den anden mod fleksibilitet og situationsbestemt vurdering. Det kan gøre det svært for børnene at vide hvad der gælder, og for jer at opleve jer som et team.
I har sjældent valgt det bevidst, men I trækker i hver jeres retning omkring børnene. Den ene læner sig mod faste aftaler og tydelige regler; den anden mod fleksibilitet og en vurdering fra gang til gang. Hver linje giver mening for sig. Men når de støder sammen, bliver det svært for børnene at vide, hvad der gælder – og svært for jer at føle jer som ét team.
Sådan ser det ud
Det viser sig sjældent som én stor uenighed. Oftere som et utal af små ja og nej, hvor I lander forskelligt.
- Børnene går til den af jer, der oftest siger ja.
- Den ene oplever den anden som for striks; den anden oplever den første som for eftergivende.
- I diskuterer afgørelsen foran børnene – eller laver om på hinandens svar.
- Børnene er i tvivl om, hvad der egentlig er reglen i jeres hjem.
Vej ud
En generel vej ud
Den fælles linje findes ikke ved, at den ene giver helt efter, men ved at blive enige om de få vigtige rammer på forhånd – og bakke hinanden op, mens børnene ser på.
- 01
Aftal de få vigtigste regler, når børnene ikke er der, så I møder dem med ét svar i situationen.
- 02
Bak hinanden op foran børnene, også når I er uenige – uenigheden tages bagefter, ikke i øjeblikket.
- 03
Giv plads til, at I kan gøre tingene lidt forskelligt på det, der ikke er afgørende. Børn kan godt rumme, at mor og far ikke er ens – så længe de vigtige rammer er fælles.
Fra en eksempelrapport
Sådan beskriver en rapport et mønster
Eksempelrapporten for Anne & Martin viser et andet mønster af samme slags – kortet herunder er taget direkte fra den. Familien er fiktiv, rapporten er genereret af SAMRUM. Jeres egen rapport viser de mønstre, der opstår mellem jer.
Partnere
Anne & Martin
Konflikt-mønstre
Regnskabet der aldrig stemmer
Begge holder øje med, om bidraget er fair. Anne holder ofte øje med om opgaver fordeles retfærdigt, og Martin er meget opmærksom på om tingene er fair mellem jer. Når presset stiger, begynder I begge at tælle – og fordi I tæller forskellige ting (Anne det mentale arbejde og det praktiske, Martin de bidrag han mener overses), kan begge være sikre på, at I bidrager mest. Anne mærker det og siger fra, Martin oplever sig misforstået og forklarer sit regnskab tilbage. Begge bidrager til løkken, fordi begge er optaget af retfærdighed.
Trigger
Typisk en konkret situation: en uge hvor Anne har holdt logistikken sammen og er drænet, eller et øjeblik hvor Martin har gjort noget, som han oplever ikke bliver set. Det kan være opvasken der ikke er taget, en aftale der er glemt, eller bare en bemærkning om hvem der gør hvad.
Eskalering
Anne påvirkes mærkbart når stemningen bliver presset, og hendes reaktion bliver synlig først – tonen skifter, eller frustrationen kommer ud. Martin forklarer roligt sit perspektiv, og fordi hans ro står i kontrast til hendes intensitet, kan Anne opleve det som om hendes belastning ikke bliver mødt. Martin kan til gengæld opleve, at hans bidrag bliver glemt i samme bevægelse. Begge ender med at føle sig uretfærdigt målt.
Reparation
Anne kan navngive belastningen, før regnskabet kommer frem – f.eks. 'jeg er kogt nu, og jeg har brug for at vide, vi to står sammen om det her'. Martin kan møde belastningen, før han forklarer sit perspektiv – f.eks. 'jeg kan se, du har holdt meget af det her. Lad os tage det sammen'. Og I kan begge prøve at gøre regnskabet eksplicit én gang om ugen, så det ikke skal afgøres i et stresset øjeblik.
Trigger
Typisk en konkret situation: en uge hvor Anne har holdt logistikken sammen og er drænet, eller et øjeblik hvor Martin har gjort noget, som han oplever ikke bliver set. Det kan være opvasken der ikke er taget, en aftale der er glemt, eller bare en bemærkning om hvem der gør hvad.
Eskalering
Anne påvirkes mærkbart når stemningen bliver presset, og hendes reaktion bliver synlig først – tonen skifter, eller frustrationen kommer ud. Martin forklarer roligt sit perspektiv, og fordi hans ro står i kontrast til hendes intensitet, kan Anne opleve det som om hendes belastning ikke bliver mødt. Martin kan til gengæld opleve, at hans bidrag bliver glemt i samme bevægelse. Begge ender med at føle sig uretfærdigt målt.
Reparation
Anne kan navngive belastningen, før regnskabet kommer frem – f.eks. 'jeg er kogt nu, og jeg har brug for at vide, vi to står sammen om det her'. Martin kan møde belastningen, før han forklarer sit perspektiv – f.eks. 'jeg kan se, du har holdt meget af det her. Lad os tage det sammen'. Og I kan begge prøve at gøre regnskabet eksplicit én gang om ugen, så det ikke skal afgøres i et stresset øjeblik.
Faglig forankring
Faglig term: Enighed om opdragelse (Coparenting agreement)
Forskningen i forældresamarbejde ser samarbejdet om børnene som noget, der står for sig selv – adskilt fra, hvordan I har det som par. Hvor enige I er om opdragelsen, hænger selvstændigt sammen med, hvordan børnene trives. Forskellen kan håndteres; det er den manglende fælles linje, børnene mærker.
Bygger på Feinbergs forskning i forældresamarbejde (coparenting).
Kilder
- Feinberg (2003) – Internal Structure of Coparenting
Det her er en kort, faglig ramme – ikke hele apparatet. Den fulde mekanik bruger vi internt, når vi læser jeres egne data i en rapport.
Faglig forankringFaglig term: Enighed om opdragelse (Coparenting agreement)Vis faglig forankring
Forskningen i forældresamarbejde ser samarbejdet om børnene som noget, der står for sig selv – adskilt fra, hvordan I har det som par. Hvor enige I er om opdragelsen, hænger selvstændigt sammen med, hvordan børnene trives. Forskellen kan håndteres; det er den manglende fælles linje, børnene mærker.
Bygger på Feinbergs forskning i forældresamarbejde (coparenting).
Kilder
- Feinberg (2003) – Internal Structure of Coparenting
Det her er en kort, faglig ramme – ikke hele apparatet. Den fulde mekanik bruger vi internt, når vi læser jeres egne data i en rapport.
Ofte stillede spørgsmål
Skal vi være helt enige om alt?
Nej – og det er heller ikke realistisk. Børn kan sagtens rumme, at to voksne gør tingene lidt forskelligt; det er en del af at lære, at verden ikke ser ens ud alle steder. Det vigtige er, at I er enige om de få ting, der virkelig betyder noget, og at I bakker hinanden op i situationen. Det er ikke ensartethed, der giver børnene tryghed, men oplevelsen af, at I står sammen om rammen.
Hvad gør vi, når vi er uenige midt i en situation?
Den mest holdbare regel er at tage uenigheden bagefter, ikke foran børnene. Når I laver om på hinandens svar i øjeblikket, lærer børnene, at reglen afhænger af, hvem de spørger – og så bliver hver afgørelse en forhandling. Giv hinanden et øjebliks opbakning i situationen, og tag så den egentlige diskussion, når I er alene. Det beskytter både børnene og jeres samarbejde.
Den ene af os er tydeligvis for striks eller for eftergivende – har jeg ikke bare ret?
Det føles ofte sådan, men det er sjældent så enkelt. De to linjer trækker hinanden mere yderligt: jo mere den ene strammer, jo mere kompenserer den anden ved at løsne – og omvendt. Begge reagerer på hinanden. Derfor flytter det sjældent noget at afgøre, hvem der har ret. Det, der hjælper, er at mødes om en fælles linje, så I ikke længere skal trække i hver sin retning.
Skrevet af Thomas Silkjær, stifter af SAMRUMSidst opdateret
Er det jeres mønster?
Du kan genkende dynamikken her. Men hvor jeres linjer adskiller sig – og hvilke få rammer der er værd at blive enige om – afhænger af jeres egne svar. Det starter med den gratis test.