Dynamik

To linjer i opdragelsen

I har markant forskellige behov for struktur og rammer omkring børnene. Den ene læner sig mod faste aftaler og tydelige regler; den anden mod fleksibilitet og situationsbestemt vurdering. Det kan gøre det svært for børnene at vide hvad der gælder, og for jer at opleve jer som et team.

I har sjældent valgt det bevidst, men I trækker i hver jeres retning omkring børnene. Den ene læner sig mod faste aftaler og tydelige regler; den anden mod fleksibilitet og en vurdering fra gang til gang. Hver linje giver mening for sig. Men når de støder sammen, bliver det svært for børnene at vide, hvad der gælder — og svært for jer at føle jer som ét team.

Sådan kører loopet

Den der vil have faste rammerstrammer reglerne for at skabe forudsigelighed
Den der vurderer fra situation til situationløsner dem for at møde barnet, hvor det er
Jo mere den ene strammer, jo mere løsner den anden for at kompensere — og jo mere den anden løsner, jo mere strammer den første. Børnene står i midten mellem to linjer.

Sådan ser det ud

Det viser sig sjældent som én stor uenighed. Oftere som et utal af små ja og nej, hvor I lander forskelligt.

  • Børnene går til den af jer, der oftest siger ja.
  • Den ene oplever den anden som for striks; den anden oplever den første som for eftergivende.
  • I diskuterer afgørelsen foran børnene — eller laver om på hinandens svar.
  • Børnene er i tvivl om, hvad der egentlig er reglen i jeres hjem.
Vej ud

En generel vej ud

Den fælles linje findes ikke ved, at den ene giver helt efter, men ved at blive enige om de få vigtige rammer på forhånd — og bakke hinanden op, mens børnene ser på.

  1. 1

    Aftal de få vigtigste regler, når børnene ikke er der, så I møder dem med ét svar i situationen.

  2. 2

    Bak hinanden op foran børnene, også når I er uenige — uenigheden tages bagefter, ikke i øjeblikket.

  3. 3

    Giv plads til, at I kan gøre tingene lidt forskelligt på det, der ikke er afgørende. Børn kan godt rumme, at mor og far ikke er ens — så længe de vigtige rammer er fælles.

Ofte stillede spørgsmål

Nej — og det er heller ikke realistisk. Børn kan sagtens rumme, at to voksne gør tingene lidt forskelligt; det er en del af at lære, at verden ikke ser ens ud alle steder. Det vigtige er, at I er enige om de få ting, der virkelig betyder noget, og at I bakker hinanden op i situationen. Det er ikke ensartethed, der giver børnene tryghed, men oplevelsen af, at I står sammen om rammen.

Den mest holdbare regel er at tage uenigheden bagefter, ikke foran børnene. Når I laver om på hinandens svar i øjeblikket, lærer børnene, at reglen afhænger af, hvem de spørger — og så bliver hver afgørelse en forhandling. Giv hinanden et øjebliks opbakning i situationen, og tag så den egentlige diskussion, når I er alene. Det beskytter både børnene og jeres samarbejde.

Det føles ofte sådan, men det er sjældent så enkelt. De to linjer trækker hinanden mere yderligt: jo mere den ene strammer, jo mere kompenserer den anden ved at løsne — og omvendt. Begge reagerer på hinanden. Derfor flytter det sjældent noget at afgøre, hvem der har ret. Det, der hjælper, er at mødes om en fælles linje, så I ikke længere skal trække i hver sin retning.

Er det jeres mønster?

Du kan genkende dynamikken her. Men hvor jeres linjer adskiller sig — og hvilke få rammer der er værd at blive enige om — afhænger af jeres egne svar. Det starter med den gratis test.

Situationen bag mønsteret

Kommunikation i familien

De samme ting bliver sagt igen og igen — men det ændrer ingenting.

Se det i en rigtig rapport

Eksempel på en rapport

Skrevet og fagligt gennemgået af Thomas Silkjær, stifter af SAMRUMSidst opdateret