Eksempler på SAMRUM-rapporter

Uddrag

Et af de tydeligste mønstre i dine svar er, at du har et tydeligt behov for faste rammer i hverdagen. I mange situationer kan du opleve, at du har det bedst, når du ved, hvad der skal ske – hvornår, hvor, og i hvilken rækkefølge. Det er ikke kontrol for kontrollens skyld; det er den måde, du skaber overblik på, og den måde, du kan rumme alt det andet, du bærer. Sammen med strukturen finder du ro i genkendelige rutiner. Det velkendte er ikke kedeligt for dig – det er hvilested. Når dagen følger et spor, du kender, frigør det energi til alt det, der ikke er planlagt. Nye situationer kan godt være fine, men de koster typisk mere, og de fungerer ofte bedst, når du har haft tid til at forberede dig. I nære relationer har du et tydeligt behov for nær kontakt. Varme, omsorg og forbindelse er ikke pyntet ovenpå dig – det er en del af dit center. Du udtrykker omsorg åbent, og du mærker hurtigt, hvis der er afstand eller noget, der ikke stemmer. Det er en stor styrke, og det kan også føre til, at du registrerer signaler fra andre, før de selv har bemærket dem. Du holder fast i egne rutiner og opgaver, også når det er svært. Pålideligheden er nærmest et bærende element i din hverdag – det, du har sagt, det gør du. Samtidig viser dine svar et lille paradoks: tålmodigheden med gentagelser er ikke høj. Du leverer det stabile, men det stabile koster dig mere energi, end det måske ser ud udefra. Du har ofte brug for alene-tid for at lade op. Selvom du er varm og kontaktsøgende, ligger der også en tydelig følsomhed over for overstimulering. Lange dage med mange mennesker, lyde og krav kan dræne dig hurtigere, end du selv har lyst til at indrømme. Den alene-tid er ikke en luksus – det er sådan, systemet finder tilbage til sig selv. Når noget rammer dig følelsesmæssigt, viser du ofte følelser tydeligt i nære relationer. Reaktionerne kan være intense, og det tager tid for dig at lande igen. Det er ikke en fejl i systemet – det er sådan, din følsomhed fungerer. Kombineret med, at du påvirkes mærkbart, når stemningen bliver presset, fylder de svære øjeblikke mere hos dig end hos mange andre, og du har brug for tid og rum til at falde til ro bagefter. Du har et tydeligt behov for at tale tingene igennem efter en konflikt. Du venter ikke gerne længe – du vil gerne have det rettet, forstået, lukket. Sammen med at du ofte holder øje med, om opgaver fordeles retfærdigt, og prioriterer egne behov og siger fra, tegner det billedet af en person, der både tager ansvar og forventer, at andre gør det samme. Det er en sammenhængende profil – stærk, omsorgsfuld og krævende på en blid måde, både over for dig selv og over for dem omkring dig.

Uddrag

Anne og Martin har en relation der er bygget på noget solidt: I trækker begge i samme retning, når det handler om varme og kontakt, og I søger begge tilbage til hinanden, når noget har været svært. Det er ikke en lille ting. Det er en af de mest stabile markører for, at et parforhold holder over tid. I skændes formentlig som alle andre par, men I lader det sjældent ligge. Samtidig er der to meget forskellige måder at bære hverdagen på i jer. Anne har et tydeligt behov for faste rammer i jeres hverdag og holder fast i jeres rutiner og opgaver også når det er svært. Martin har let ved at tage tingene som de kommer i jeres hverdag og bevarer roen når der er pres mellem jer. Det giver, at I oplever den samme uge ret forskelligt: Anne mærker alt det, der skal huskes og koordineres, mens Martin lever mere i det, der er lige nu. På de sociale rammer ligner I hinanden. I har begge ofte brug for alene-tid for at lade op, og I finder begge ro i jeres genkendelige rutiner. Det er en stille styrke – I behøver ikke forhandle om, hvor mange middage I siger ja til, eller hvor meget I gerne vil ud af huset. Den fælles rytme gør, at færre ting bliver til diskussioner, der allerede er afgjort. På følelsessiden går I derimod i forskelligt tempo. Anne viser ofte følelser tydeligt i jeres relation, mens Martin reagerer ofte afdæmpet på det der sker mellem jer. Det er ikke at den ene føler mindre end den anden – det er to måder at vise det på. I gode perioder supplerer I hinanden: Anne mærker stemninger først, Martin holder linjen, når det blæser. I dårlige perioder kan Anne føle sig alene om at have følelser, og Martin kan føle sig sat på anklagebænken for at være rolig. Begge er optagede af, at tingene er fair. Anne holder ofte øje med om opgaver fordeles retfærdigt, og Martin er meget opmærksom på om tingene er fair mellem jer. Det er noget I kan trække på – I har begge antennen ude. Men det er også her, at hverdagen kan blive til et regnskab, hvor I begge er sikre på, at I bidrager mest, og hvor den anden ikke helt ser det. Når der er pres på, ser I det ikke ens. Anne påvirkes mærkbart når stemningen bliver presset, og Martin bevarer roen når der er pres mellem jer. Det kan være en gave – at én af jer holder hovedet koldt – men det kan også blive til en skævhed, hvor Annes stress fylder rummet, mens Martins ro kan opleves som distance. Læg mærke til det hos hinanden, ikke fordi det skal laves om, men fordi det gør det lettere at læse, hvad der faktisk sker mellem jer. Kort sagt: I har et godt grundlag med fælles varme, fælles tempo og en kultur for at række ud efter konflikter. Det skal I ikke tage for givet. Det, der typisk slider på jer, er hverdagens fordeling og det forskellige tempo i, hvordan I mærker og reagerer på pres. Hvis I kan finde en måde at gøre Annes mentale arbejde synligt og give Martins ro en plads uden at den bliver til afstand, har I rigtig meget at bygge videre på.

Uddrag

Anne og Emma deler noget vigtigt: I har begge et tydeligt behov for nærhed i jeres tætte relationer, og Emma søger ofte nærhed og kontakt i nære relationer. Det betyder, at I i bunden er forbundet, også når dagen har været hård. Den varme er en af de mest stabile ting i jeres relation – og noget at trække på, når hverdagen knirker. Samtidig er I forskellige på nogle steder, der mærkes meget i hverdagen. Anne har et tydeligt behov for faste rammer i hverdagen og holder fast i egne rutiner og opgaver, også når det er svært. Emma kan fungere med både struktur og spontanitet i hverdagen og skifter ofte fokus i hverdagsopgaver. Det betyder ikke, at den ene har ret – men det betyder, at lektier, oprydning og aftaler kan se forskellige ud fra hver jeres stol. Et sted I ligner hinanden, er retfærdighedssansen. Anne holder ofte øje med, om opgaver fordeles retfærdigt, og Emma er meget opmærksom på, om tingene er fair. Det er en styrke i mange sammenhænge – men det er også brændstof til diskussioner. Når begge har antennerne ude for, om noget er skævt, kan en lille beslutning om opvask eller skærmtid hurtigt blive en principdebat. Mønstret 'Retfærdighedsdebatten' er let at komme ind i for jer. Følelsesmæssigt fylder I begge i rummet, bare på lidt forskellige måder. Emma reagerer hurtigt og intenst på det, der sker omkring hende, og Anne viser ofte følelser tydeligt i nære relationer. Anne påvirkes mærkbart, når stemningen bliver presset, og Emma kan bevare roen, men mærker også presset. Når I begge er trætte, kan en almindelig samtale om en aftale tippe hurtigere, end nogen af jer havde regnet med. På energien er der også en forskel, der er værd at kende. Emma har et tydeligt behov for tid alene for at lade op, og Anne har ofte brug for alene-tid for at lade op. Det er en lighed – men det betyder også, at ingen af jer har et stort overskud til samvær efter en dag fuld af mennesker. Når I begge er drænede, og I så skal forhandle om aftensmaden, er der ikke meget buffer tilbage. Anne har et tydeligt behov for at tale tingene igennem efter en konflikt, mens Emma både kan tale konflikter igennem og lade dem ligge. Den forskel kan opleves, som om Anne 'vil tale' og Emma 'vil videre' – og begge dele giver mening. Når den forskel mødes uden plan, kan I ende i et limbo, hvor Anne søger afklaring og Emma søger luft. Det er ikke en relation i krise – det er en mor og en teenager med mange ressourcer og nogle hverdagskanter. Varmen er der. Retfærdighedssansen er hos jer begge. Det, I kan øve jer på, er timing: hvornår der tales, hvornår der gives plads, og hvordan I undgår, at små ting bliver til store ting på de dage, hvor I begge er pressede.

Uddrag

Emma og Lucas deler nogle helt centrale træk, selvom de er på forskellige steder i livet. Begge mærker hurtigt og tydeligt, når noget rammer skævt – hvad enten det er en kommentar, en uretfærdighed eller bare en stemning der skifter. Det gør, at I har to børn, der kan tænde nærmest samtidigt, og det er ofte det, der gør, at små ting bliver store på meget kort tid. Når man kigger på, hvad der adskiller dem, springer én ting i øjnene: Lucas har et tydeligt behov for nær kontakt i nære relationer, mens Emma har et tydeligt behov for tid alene for at lade op. Det er ikke bare en smagsforskel – det er en grundforskel i, hvordan de to henter energi. Lucas vil typisk gerne være tæt på, og Emma vil typisk gerne lukke døren og restituere. Når de mødes midt imellem, kan Lucas opleve det som afvisning, og Emma kan opleve det som invasion. Begge har en meget fintunet fornemmelse for retfærdighed. De bemærker begge, om der bliver givet lige meget tid, lige store portioner, lige mange forklaringer. Det er en styrke – de holder øje med, at ingen bliver glemt – men det er også med til at nære konflikter, fordi de begge holder regnskab, og regnskabet ser sjældent ens ud fra hver sin side af bordet. Når presset stiger i hverdagen, ser man tydeligst, at Lucas påvirkes mærkbart, når stemningen bliver presset. I de situationer kan han miste overblikket eller få en skarpere tone, end han plejer. Emma kan bevare roen, men mærker også presset, og hun har som teenager mere mulighed for at trække sig fysisk væk. Den asymmetri kan gøre, at Lucas står tilbage med følelser, han ikke helt kan rumme, mens Emma er på sit værelse. Emma kan fungere med både struktur og spontanitet i hverdagen, og hun skifter ofte fokus i hverdagsopgaver. Lucas har, ud fra hans svar, sværere ved at holde fast i hverdagsopgaver, og han trives bedst, når tingene er nogenlunde forudsigelige. Det gør, at de ikke altid lander samme sted, når der skal organiseres noget fælles – fra et brætspil til en oprydning – og de kan begge miste tråden, bare på hver sin måde. Det vigtigste at huske er, at de ikke står på hver sin side af et hegn. De ligner hinanden i temperament, men de er fem år fra hinanden, og deres behov for nærhed peger i hver sin retning lige nu. I som forældre står ikke i et valg mellem dem – I kan hjælpe dem med at se, at deres forskelle ikke handler om, hvem der er vigtigst, men om hvad de hver især har brug for at have det godt.