Personalegoder, der faktisk bliver brugt

Hun sidder i bilen på parkeringspladsen og tager sig sammen, før hun går ind. Det har hun gjort hver morgen i tre uger. Firmaets fitnessordning har hun aldrig brugt. Frugtordningen er fin. Massagestolen står i et hjørne. Ingen af dem rammer det, der faktisk er galt.

De fleste arbejdspladser har en liste over personalegoder, der ser fornuftig ud på papiret og bliver brugt af de samme femten procent hver gang. Denne artikel handler om, hvorfor det er sådan, og hvad der adskiller de goder, folk faktisk bruger, fra dem, der står i medarbejderhåndbogen.

Goder til den, der har det godt

Firmafitness bliver brugt af dem, der alligevel træner. Det er ikke spild – det er rart, og det signalerer noget. Men det rammer sjældent den medarbejder, der er ved at knække, fordi hendes overskud allerede er brugt op, før hun kommer på arbejde.

Det er et mønster, der går igen: de fleste goder er designet til den ansatte som individ i sin bedste form. De forudsætter energi, tid og lyst. Det er præcis de tre ting, der mangler, når det er svært.

Hvor overskuddet forsvinder

Spørger man folk, hvad der dræner dem, er svaret sjældent arbejdet alene. Det er kombinationen. En hård uge på jobbet, man kunne have klaret, hvis ikke den store var holdt op med at tale, eller hvis ikke parforholdet var kørt fast i de samme tre diskussioner.

Forskningen i work-family conflict har vist det samme i årtier: belastning derhjemme følger med på arbejde, og den koster koncentration, tålmodighed og sygedage. Det betyder, at et gode, der letter noget i familien, ofte har større effekt på arbejdet end et gode, der er rettet mod arbejdet selv.

Det er derfor, tilbud som familierådgivning, børnepasning i ferierne og støtte til pårørende typisk bliver oplevet som mere værdifulde end deres pris. De rammer det sted, hvor overskuddet reelt forsvinder.

Den ene betingelse

Der er dog en afgørende forskel på et gode til familien og et gode til kroppen: det første er privat på en måde, det andet ikke er.

Ingen har noget imod, at kollegerne ved, man bruger fitnessordningen. Men ingen vil have, at HR ved, at man bruger et tilbud om parforhold eller teenagere, der lukker ned. Det er ikke skam. Det er bare ikke noget, arbejdspladsen skal vide.

Det betyder, at et mentalt eller familierelateret tilbud kun bliver brugt, hvis medarbejderen kan være helt sikker på, at ingen på arbejdet får det at vide. Ikke "kun aggregerede tal". Ikke "HR ser kun antallet". Men: der findes ingen liste, ingen kan slå op, og der er ingen funktion, der kan dele noget tilbage.

Det er en hård betingelse for arbejdspladsen, fordi den fjerner muligheden for at måle effekt pr. person. Men det er også betingelsen for, at godet overhovedet får en effekt. Man kan ikke få begge dele.

Hvad det betyder, når I vælger

Hvis I overvejer et tilbud, der rækker ind i familien, er der tre spørgsmål, der er værd at stille leverandøren, før I taler pris.

Hvem på arbejdspladsen kan se, hvem der bruger det? Det rigtige svar er ingen.

Hvad får arbejdspladsen tilbage? Det rigtige svar er et samlet tal og ikke andet.

Kan partneren og børnene bruge det? Hvis ikke, rammer det ikke det sted, hvor overskuddet forsvinder.

SAMRUM er bygget efter de tre svar: hele familien kan bruge det, arbejdspladsen får ét tal for antal aktiverede familier, og der er ingen "del med arbejdsgiver"-funktion. Men spørgsmålene gælder uanset, hvad I ender med at vælge. Hvad en arbejdsplads faktisk kan tilbyde, når problemet er derhjemme, har vi skrevet mere om.

Det, der bliver brugt

De goder, der faktisk bliver brugt af dem, der har det svært, har tre ting til fælles: de kræver ikke overskud at komme i gang med, de hjælper med det, der reelt er problemet, og de kan bruges, uden at nogen på arbejdet ved det.

Hold jeres nuværende liste af goder op mod de tre krav. De fleste opfylder højst ét af dem. Massagestolen er nem at komme i gang med, men den løser ikke noget derhjemme. Fitnessordningen kræver netop det overskud, hun ikke har. Så længe listen ser sådan ud, sidder hun stadig i bilen om morgenen og tager sig sammen, før hun går ind.